Benyt lejligheden til at hygge jer og lave god mad med sæsonens råvarer, når I er hjemme i efterårets kølige tid. Her er nogle nemme opskrifter, hele familien kan lide.
Nemme retter som kartoffelpandekager får måske ikke børnene til at juble – men hvis du bager "pandekagerne" i et vaffeljern, bliver der fest! Tænk ud af boksen, og prøv forskellige smagsvarianter. Her har vi valgt gulerødder og squash, men du kan selvfølgelig vælge noget helt andet.
2 dl hvedemel
4 dl mælk
2 æg
½ tsk. salt
600 g kartofler
1 gulerod
1/2 lille squash
2 spsk. smør
Tilbehør: f.eks. bacon, stegte champignoner og løgringe
Lav en pandekagedej, og del den i to. Kom revet kartoffel og revet gulerod i den ene, og f.eks. kartoffel og squash i den anden. Bag tynde kartoffelpandekager. Servér med valgfrit tilbehør!
Det er som regel både økonomisk og bæredygtigt at lave mad med sæsonens råvarer. Rodfrugter er i sæson nu – så brug dem! De er fantastiske som tilbehør til marineret kyllingebryst.
Kyllingebryst
Sojasauce
Sesamolie
Hvidløg
Rodfrugter efter eget valg
Smør
Mælk
Lime, citron eller vineddike
Indstil ovnen til 150 grader. Skær kyllingebrystet i mindre stykker, og marinér stykkerne i sojasauce, sesamolie og revet hvidløg i ca. en time. Læg kyllingebryst og rodfrugter på en bageplade, og sæt den i ovnen. Bag, indtil rodfrugterne er møre, og kyllingen er gennemstegt.
Mos rodfrugterne med smør og lidt mælk. Smag til med lidt salt og noget syrligt, f.eks. lime, citron eller vineddike. Servér sammen med kyllingen!
Brug linser i maden. Det er en smart måde at få børnene til at spise protein på. Prøv skolemadsklassikeren minestronesuppe med røde linser. Kom også linser i de boller, du serverer til suppen. Hvis du er heldig, bliver børnene så vilde med de lækre boller, at suppen glider ned af sig selv – også hos de mest kræsne børn!
Lav bollerne dagen før, for de skal stå og hæve et godt stykke tid.
1 dl tørrede røde linser (skyllede)
12 g gær
5 dl koldt vand
2 dl havregryn
360 g (ca. 6 dl) brødmel
1,5 tsk. salt
1 spsk. olivenolie
Mel
1 spsk. frø, f.eks. birkes
Læg linserne i blød i koldt vand.
Rør gæren ud i vandet, og tilsæt havregryn, mel, salt og olivenolie. Rør det hele sammen, dæk det til, og sæt det på køl. Lad både linserne og dejen stå i ca. 10 timer.
Efter 10 timer: Hæld vandet fra linserne, og skyl dem.
Hæld dejen ud på en meldrysset bordplade, og rul den ud til et rektangel på ca. 40x30 cm. Læg halvdelen af linserne på dejen, og fold den sammen på midten. Drys med de resterende linser og frø. Skær dejen op i ca. 25 stykker, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Nu skal bollerne hæve i en time.
Bag dem midt i ovnen (250 grader) i ca. 10 minutter, og lad dem køle af på en rist.
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
½ squash, i tern
2 gulerødder, i tern
1 spsk. tørrede krydderurter, f.eks. timian eller oregano
1/4 tsk. chilipulver
1 laurbærblad
1,5 l varmt vand
2 grøntsagsbouillonterninger
400 g hakkede tomater
1 spsk. tomatpuré
2 dl tørrede røde linser
3 dl kort pasta
Olivenolie
Salt og peber
Svits løg, hvidløg og grøntsager i en kasserolle eller gryde, til de er blevet lidt bløde. Lad krydderurter og krydderier svitse med til sidst. Tilsæt vand, bouillon, hakkede tomater og tomatpuré. Bring det i kog, og tilsæt pasta og linser. Tips! Følg kogetiden for pasta og linser, og tilsæt dem i den rigtige rækkefølge. Kog det hele, indtil pasta og linser er møre. Smag til med salt og peber. Servér sammen med bollerne!
Blandt de nemme retter plejer pandekager at være en favorit hos børn. I denne opskrift sniger vi linser i, men blander det hele til en glat dej – og vupti – så er linserne "væk". Perfekt til skeptiske børn.
2 dl kogte grønne linser
3 æg
6 dl mælk
3 dl speltmel
Salt
Smør
Syltetøj eller andet tilbehør
Hæld vandet fra linserne, og skyl dem. Bland linser, æg, mælk og mel med lidt salt. Bag pandekagerne. Servér med syltetøj eller valgfrit tilbehør!